lørdag, april 21, 2007

Krarup og tørklædet






Det kan næppe være gået nogen danskers næse forbi, at Søren Krarup har rettet en barsk kritik af det muslimske tørklæde.

"For så vidt som man siger, at hagekorset er symbolet på nazismen, så er det jo
altså af samme art som Islams tørklæde[..]Tørklædet symboliserer en totalitær
ideologis krav om, at alle der ikke deler dens synspunkter og holdninger, er
vantro, og de bør rettelig omvende sig, og hvis de ikke vil det, så de skal
udryddes. Er det et symbol, vi bryder os om at sende fra Folketingets
talerstol?"

Dansk Folkeparti støtter i en pressemeddelelse den lutherske stridsmand:


Søren Krarup bekræfter, at den muslimske indhylning af kvinder har
fællestræk med andre totalitære symboler. Dansk Folkeparti pointerer, at dette
ikke er en kritik af den enkelte kvinde, som måtte bære hovedtørklæde, men en
generel kritik af islams indhylning af kvinder,

Tørklædet og andre absurd begrundede tildækninger af kvinder har til formål
at dele kvinder op i rene og urene. Det har den konsekvens, at kvinder, som ikke
anerkender dette argument, vil blive betragtet som løsslupne og urene af de, der
accepterer det islamistiske tørklædes logik


At Krarup og Dansk Folkeparti har ret i, at tørklædet er udtryk for undertrykkelse og Islam, som totalitær ideologi, og at Krarups budskab om at kristendommen står i diametral modsætning dertil, som en frihedens religion bekræftes til fulde af ovenstående portrætter af Katherina Von Bora - Martin Luthers hustru.

tirsdag, september 12, 2006

To slags integration: den skandinaviske og den amerikanske

Jeg lagde igår et indlæg på Punditokraterne, men af en eller anden grund kan indlægget ikke længere læses, hvorfor jeg bruger det som en lejlighed til at poste lidt på denne blog igen.

Den i Danmark konstant herskende udlændingedebat har ofte fokuseret på en særlig gruppe flygtninge/indvandrere: somaliere.
Somaliere og deres efterkommere har den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet, er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker og opleves af mange som havende en så fremmed kultur (særligt omskæring af piger og klan strukturen synes at stå for skud) at somaliere er uintegrerbare i her i landet. På et tidspunkt gik debatten så højt, at et folketingsmedlem foreslog at løse det somaliske problem med faldskærme.

Det er ikke kun i Danmark, at somaliere har generelt har klaret sig dårligt. I Sverige er situationen lige så deprimerende, spørgsmålet er derfor om somaliere simpelthen er for ”kulturfremmede” til at kunne begå sig i moderne vestlige samfund.

Dette spørgsmål har den svenske professor i økonomisk historie ved Lunds Universitet Benny Carlson søgt at belyse ved at sammenligne hvorledes somaliere i henholdsvis Sverige og Minnesota (USA) klarer sig. Undersøgelsen har vakt en del opsigt og er bl.a. (ganske kort) nævnt i seneste udgave af the Economist. Der er god grund til, at undersøgelsen har fået en sådan opmærksomhed for konklusionerne er (med forbehold for lødigheden af undersøgelsen metode og data som jeg ikke kan udtale mig om) ganske slående.

Tidsskriftet Watching America har lavet skrevet en artikel med afsæt i undersøgelsen, hvorfra nedenstående udklip er hentet:

A lot of Somalis who wound up in the U.S. migrated to Minnesota, more
specifically to Minneapolis-St. Paul, the Twin Cities, a metropolitan area with
a population of roughly 3 million. There are an estimated 25,000 Somalis in
Minnesota

[…]According to Benny Carlson, Somalis are "not a
prosperous group, but they are a working group, and one that is likely
developing dynamically, at that."
The employment rate lies between 55 to 60
percent. Thus it is twice as high as in Sweden.
Entrepreneurship constitutes
the first - and likely the most important - explanation. There are around 800
Minneapolis businesses run by Somalis. That number is growing rapidly. In 2003,
there were 38 Somali entrepreneurs in all of Sweden
.
The second explanation,
which is partly connected to the first, is that the Minneapolis Somalis have
created an (ethnic) "enclave economy." People with a common ethnicity engage in
economic activities to support themselves, to support each other - and later on,
this branches out and becomes part of the surrounding community.
Corner
stores become supermarkets. Holes in the wall become real restaurants. Taxi
drivers join forces and launch their own carriers.
At the Safari Restaurant,
Benny Carlson meets Jamal Hashi, who runs the place with his brother. Initially,
they only catered to their compatriots and didn't even have a menu. Now they not
only have a menu but also a non-Somali clientele. They have thirteen employees:
six Mexicans, four Ethiopians and three Somalis

Business is good:
"There's opportunity here." The brothers have ambitious plans about building an
African fast-food chain. There may, says Jamal, even be a restaurant in Sweden,
a country he describes by quoting a friend who lives there:
"There you are
like a fly trapped under a glass turned upside-down. You can feel that your
dreams are being smothered."
Hussein Samatar arrived in Minnesota in 1994. At
the time, he spoke no English. Now he heads an entrepreneurship center, stating
that "the dollar is green, not black or white." Omar Hassan, who was an
accountant back in Somalia, runs a multi-service business that provides help
with tax returns, applications and travel documents. And while he works very
hard, he is also in his own words "the top man on the market."

The
elder and religious leader Shejk Sàad Muse holds a mini-lecture about how
Somalia lies strategically on the Horn of Africa, and how Somalis are therefore
used to traveling, trading and adapting: "We can be Somalis, Muslims and
Americans at the same time."

[…]As a consequence of all this,
Sweden has more than a little to learn from Minnesota and the U.S. There, as is
clear in the Minneapolis case, the service sector plays a key role as an
(assimilation) gateway. The fact that Sweden and other European countries have a
smaller (private) service sector than the U.S. helps explain why unemployment
remains stuck at high levels: when jobs disappear in manufacturing, there are
not enough new businesses and job opportunities being created in the service
sector. Those most vulnerable on the labor market are the ones then most
affected.

[…]A recent study by the Swedish Center for Business and
Policy Studies (SNS) demonstrates that Sweden, with its regulations as well as
the public sector monopoly on services, is the OECD country with the weakest
long-term link between growth and employment.
The Americans understand - and
celebrate - the social and economic significance of the immigrant businesses.
This is in relation to both the immigrants themselves and the society as a
whole. In a country like Sweden, however, entrepreneurial individuals are not
seen as motors of progress. This role is reserved for the benevolent systems of
the state.

Malyun Ali came to the U.S., via a refugee camp, in 1997
and now runs a little store in Minneapolis while also working in home
care.
"Life is tough in the U.S., but it's good. If you have a dream, you can
realize it," she tells Benny Carlson. She herself is dreaming of an even larger
store, and of employing staff.
Sure it sounds somewhat idyllic. Not everyone
makes it. Life as a poor immigrant in the U.S. is tough, just as Malyun says.
Attitudes towards Muslims have been affected by the September 11th terrorist
attacks.
But it is also tough being smothered by good intentions. To be
labelled hopeless from the outset. To be a fly under the glass.


På trods af, at undersøgelsens konklusioner givetvis også er relevante for Danmark, er der næppe nogen overhængende risiko for at danske politikere tager konklusionerne til sig, domineret som Danmark p.t. er af den særlige blanding af national-konservatisme og social-demokratisme. Forvent derfor at kriminalitetsniveauet og arbejdsløsheden blandt indvandrere og deres efterkommere forbliver højt, mens den almindelige danskers tålmodighed med disse grupper formindskes og tendensen med parallelsamfund dermed forstærkes.

tirsdag, juni 27, 2006

Nyt blod til Djævelen?

Nyt blod til Djævelen

Efter 5 udsendelser synes vi godt, vi kan tillade os at kalde Djævelens Advokat for en lille succes. Lytterskaren kan rigtignok ikke sammenlignes med monopolets horder, men lyttet bliver der, og debatteret og tænkt. Men da begge de sataniske sagførere, der er ansvarlige for udsendelserne, har travlt med ”rigtige” jobs og diverse andre aktiviteter, er frekvensen på udsendelserne ikke optimal, ligesom vores reaktionstid på spændende nye historier ikke er så hurtig som man kunne ønske. Derfor søger Djævelens Advokat nu nyt blod til at udvide redaktionen og forbedre udsendelserne.

Vi søger som udgangspunkt to meddjævle, der vil skulle kunne operere både sammen med de to eksisterende redaktører og som et selvstændigt team, hvilket indebærer identifikation af nye udsendelser, research, kontakt til ”ofre”, gennemførelse af udsendelsen, redigering og uploading.

Hvem er du?

Du er interesseret i og vidende om både dansk og international politik og følger samfundsdebatten tæt (abonnerer du på The Economist er du allerede foran). Du ved, hvad der rører sig i den danske og internationale blogosfære, måske er du endda selv blogger. Du brænder for at formidle historier/debatter med en anderledes vinkling end den, der kan opleves i danske dagblade eller på Danmarks Radio. Du er ikke bange for at stille kritiske spørgsmål eller slagte hellige køer. Du har flair for IT (kendskab til Garageband og/eller Audacity et plus).

Hvis ovenstående har vækket din interesse så skriv en ansøgning indeholdende et CV, samt et oplæg til en udsendelse, som du mener kunne være interessant for Djævelens Advokat.


Kontakt
Jacob Mchangama tlf.: +45 24664220 mail: jmchangama@yahoo.com
Lars Hvidberg tlf.: +45 61677309 mail: lars.hvidberg@gmail.com

mandag, juni 05, 2006

Katrine Winkel Holm i Djævelens Advokat

Djævelens Advokat er efter en længere pause tilbage med en debat om ”Kristendommen som frihedens religion?”. Udsendelsens gæst er teolog og debattør Katrine Winkel Holm. Som et oplæg til debatten kan jeg anbefale min post om ”Luthers rene lære”, på Punditokraterne, samt Søren Krarups artikel "Fundamentalisme" fra Tidehverv.

torsdag, maj 11, 2006

Den Private Ejendomsret som Menneskerettighed

Jeg blev sidste år bedt om at lave et notat om den private ejendomsret som menneskerettighed til CEPOS. Det notat er nu tilgængeligt på CEPOS' hjemmeside og bliver omtalt i dagens udgave af Weekendavisen.

tirsdag, maj 02, 2006

Anders Fogh om Guantanamo

Anders Fogh Rasmussen har i dag været ude med en kritik af U.S.As fortsatte tilbageholdelse af fanger på Guantanamo, der er ligeså overraskende, som den er berettiget. Anders Fogh udtalte bl.a.:

Det er en svaghed for koalitionen, for de vestlige frihedsidealer og for kampen for at udbrede menneskerettighederne. Man kan ikke bare holde folk tilbage år ud og år ind, uden at de får en retslig afklaring med de garantier, der er i en retsstat.

Kritikken, der også deles af andre borgerlige med principperne i orden, er helt på sin plads. U.S.A har med den tidsubestemte tilbageholdelse af fanger på Guantanamo formået at skabe sympati i Vesten for en række personer, der, sandsynligvis sympatiserer med, hvis ikke direkte aktivt støtter op omkring international terrorisme og religiøs fundamentalisme.

Endvidere har man, helt åbenbart overtrådt helt grundlæggende retsprincipper, og frihedsrettigheder, hvis manglende overholdelse man ofte klandrer andre lande for, hvorfor man giver modstandere både i Vesten og i den islamiske verden et værdifuldt ”hykler” argument, som er svært at undslå sig. Sidst men ikke mindst har man dramatisk øget risikoen for at amerikanske og allierede soldater udsættes for hårdhændet behandling, såfremt de tages til fange i krigs- og antiterroraktioner.

Skulle U.S.A så bare have ladet stå til?

Nej. Det må naturligvis være legitimt at tage udenlandske personer, der ofte bevæbnede, befandt sig i fjendtligtsindede Taleban og/eller al-Qaeda lejre til fange, som det var tilfældet under krigen i Afghanistan. Bliver man taget til fange i en sådan lejr må der umiddelbart være en berettiget mistanke om at man deltager eller planlægger at deltage i terrorisme. Ligeledes er det klart, at koalitionsstyrkerne havde en berettiget interesse i at få vigtige informationer fra de tilbageholdte fanger, der kunne hjælpe med at klarlægge præcist hvem der var ansvarlig for angrebet 11. september, samt om omfanget af Al-Qaedas internationale aktiviteter.

Det er ligeså klart, at man efter at have fanget flere tusinde fjendtlige soldater/oprørere i en krigssituation ikke kunne fremstille disse for en dommer indenfor 24 timer, en uge eller sågar en måned eller to. Men selv i en pludseligt opstået krise situation, som Afghanistankrigen efter 11. september, må tilfangetagne personer have krav på at en uafhængig instans, indenfor en rimelig tidshorisont tager stilling til, hvorvidt der er rimelig grund til at man er tilbageholdt. En ret, der i form af Habeas Corpus kan tilbageføres til Magna Charta fra 1215, og som et land baseret på "the rule of law" burde respektere som en selvfølgelighed. Såfremt en sådan uafhængig instans fastslår, at der er begrundet mistanke om at en fange har begået terrorisme, bør vedkommende retsforfølges, i modsat fald må fangen løslades.

Til amerikanernes forsvar skal det i denne forbindelse nævnes, at flere lande angiveligt har nægtet at modtage fanger, som ellers skulle løslades, hvorfor der ikke er noget land at sende dem tilbage til, en situation vi også kender fra Danmark.

mandag, maj 01, 2006

Preben Wilhjelm i Djævelens Advokat

Djævelens Advokats 5. udsendelse er i luften og denne gang er det med Preben Wilhjelm som gæst. Emnet er venstrefløjens frihedsbegreb og fortid og indimellem går bølgerne når højt, som når f.eks Preben Wilhjelm tager "højrefløjens" kalkunjægere" såsom Bent Blüdnikow og Bent Jensen under behandling. Der er også hug til Ralf Pittelkow og så selvfølgelig til kapitalismen.

Udsendelsen kan høres her.

Pressefrihed II

Denne post er oprindelig bragt på Punditokraterne, men på grund af formateringsproblemer bringer jeg den nu også her på Retsstaten (hvor den måske også hører hjemme).
Som Mr. Law har behandlet i en nylig post, er to journalister (samt med lidt forsinkelse chefredaktøren) fra Berlingske blevet tiltalt for at have viderebragt fortrolige oplysninger i strid med straffelovens § 152. Journalisternes forsvar vil givetvis bygges på at det vil være i strid med ytringsfriheden at straffe journalister for at dokumentere og viderebringe informationer, der har væsentlig offentlig interesse.

I den forbindelse er Grundlovens § 77 næppe journalisterne til megen hjælp. Grundlovens § 77 sikrer først og fremmest den formelle ytringsfrihed, altså, at enhver er fri til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift og tale, uden forudgående censur. Men som bekendt er sådan offentliggørelse ”under ansvar for domstolene”. Og da § 77 ikke angiver, hvilke hensyn, der kan medføre en indskrænkning af den materielle ytringsfrihed, altså beskyttelsen mod f.eks. efterfølgende strafferetlige eller andre disciplinære sanktioner, har der i dansk statsretslig teori været en tradition for, at lovgiver var uindskrænket i sin adgang til at begrænse den materielle ytringsfrihed (det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at også Alf Ross abonnerede på dette synspunkt).

Journalisternes bør snarere sætte deres lid til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som i 1992 blev inkorporeret og dermed gjort til en del af national dansk ret. EMRK har udvidet rammerne for ytringsfriheden herhjemme (som demonstreret i Jersild-sagen) og medført, at Grundlovens § 77 nu fortolkes i lyset af EMRK artikel 10, således, at bestemmelsen efterhånden indeholder en vis materiel beskyttelse.

EMRKs artikel 10 lyder:

1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og
frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden
indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan
den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser,
restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er
nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale
sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge
uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden
for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at
forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre
domsmagtens autoritet og upartiskhed.


Ved på udtømmende vis at opstille de hensyn, der, såfremt de er vedtaget ved lov, kan føre til en indskrænkelse af ytringsfriheden, såfremt den konkrete indskrænkelse er proportional med det søgte hensyn, yder EMRK dermed en materiel beskyttelse af ytringsfriheden, der, juridisk set, overstiger Grundlovens ditto.

Pressens rolle som offentlighedens kritiske vagthund har været temaet for mange afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Endvidere har EMD også haft lejlighed til at tage stilling til sager, der faktuelt ligner Berlingske-sagen, og hvor det hensyn, indskrænkningen af ytringsfriheden hjemles i er ”nationens sikkerhed”.

I “Observer and Guardian v. UK” fik den engelske stat nedlagt et fogedforbud mod to avisers referater af en bog, ”Spycatcher”, skrevet af en tidligere medarbejder i den engelske efterretningstjeneste. En bog der angiveligt indeholdt fortrolige informationer. Dette fogedforbud blev opretholdt efter at andre aviser havde offentliggjort referater af bogen, ligesom, at bogen var blevet udgivet i U.S.A. EMD fastlagde i denne nogle principper, som går igen i senere domme. EMD udtalte bl.a., at:

Freedom of expression constitutes one of the essential
foundations of a democratic society[..]it is applicable not only to "information"
or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive
or as a matter of indifference, but also to those that offend,
shock or disturb. Freedom of expression
is subject to a number of exceptions which,
however, must be narrowly interpreted and the necessity for any
restrictions must be convincingly established.

(b) These principles are of particular importance as far as the
press is concerned. Whilst it must not overstep the bounds set,
inter alia, in the "interests of
national security"[..]it is nevertheless
incumbent on it to impart information and ideas on matters of
public interest. Not only does the press have the task of
imparting such information and ideas: the public also has a right
to receive them. Were it otherwise, the press would be unable to
play its vital role of "public watchdog".

Konkret fandt EMD, at fogedforbuddet havde været berettiget i den periode, hvor bogen ikke var udgivet, og hvor andre medier ikke havde refereret den. I perioden efter udgivelsen og den øvrige mediedækning havde fogedforbuddet været i strid med ytringsfriheden i EMRK artikel 10.

EMD lagde vægt på, at der, i forhold til aviserne, ikke længere var et tvingende hensyn til hemmeligholdelse af informationerne i bogen, da bogen nu var offentlig tilgængelig. Til regeringens anbringende om, at fogedforbuddet stadig var nødvendigt for at bevare efterretningstjenestens ry og rygte og demonstrere overfor omverdenen at man i fremtiden ville skride hårdt ind overfor offentliggørelse af fortrolig informationer skrev EMD:

The Court does not regard these objectives as sufficient to justify
the continuation of the interference complained of. It is, in the
first place, open to question whether the actions against O.G. [aviserne Observer og Guardian]
could have served to advance the attainment of these objectives any
further than had already been achieved by the steps taken against
Mr Wright [forfatteren til den omstridte bog] himself [...]
Above all, continuation of the restrictions after July 1987
prevented newspapers from exercising their right and duty to purvey
information, already available, on a matter of legitimate public
concern.

Den 26. april i år afsagde EMD så sin afgørelse i Stoll vs. Switzerland. I denne sag havde en journalist offentliggjort nogle hemmeligstemplede dokumenter vedrørende den Schweiziske regerings forhandlinger med jødiske organisationer og en række banker om erstatning til Holocaust ofre. Via en uidentificeret kilde fik journalisten fat i indholdet af dokumentet, og fik derefter bragt to historier i en landsdækkende avis. Journalisten blev herefter straffet med en bøde på 500 Schweizer franc. EMD udtalte herefter (citeret fra pressemeddelelsen ikke fra selve dommen):

Furthermore, although the penalty imposed on Mr Stoll had not been very harsh, the Court reiterated that what mattered was not that he had been sentenced to a minor penalty, but that he had been convicted at all. While the penalty had not prevented the applicant from expressing himself, his conviction had nonetheless amounted to a kind of censure which would be likely to discourage him from making criticisms of that kind again in future. In the context of a political debate such a sentence would be likely to deter journalists from contributing to public discussion of issues affecting the life of the community and was thus liable to hamper the press in performing its task as purveyor of information and watchdog.

In the circumstances the Court considered that Mr Stoll’s conviction had not therefore been reasonably proportionate to the pursuit of the legitimate aim in question, having regard to the interest of a democratic society in ensuring and maintaining the freedom of the press.


Skal vi anvende principperne fra Observer Guardian og Stoll sagerne på den forestående straffesag mod journalisterne fra Berlingske Tidende, taler en række forhold for, at journalisterne frifindes.

1. Der skal skelnes mellem den person der lækker fortrolige informationer og journalister, der, når informationerne har væsentlig offentlig interesse, viderebringer disse. I sådanne tilfælde indsnævres statens skønsmargin og bevisbyrden for, at straf var nødvendig påhviler således staten.
I nærværende sag, må det i medfør af den tungtvejende interesse den danske befolkning havde i at blive gjort bekendt med FET rapportens indhold, sammenholdt med det nedenfor i punkt 2 anførte om offentliggørelsen af disse rapporter være tvivlsomt om anklagemyndigheden kan løfte denne bevisbyrde.

2. For at hensynet til national sikkerhed kan legitimere straf for journalisternes overtrædelse af fortrolighedsforpligtelser skal dette hensyn være konkret og aktuelt begrundet. Er de fortrolige informationer allerede blevet lækket eller på anden måde offentliggjort, vejer hensynet til ytringsfriheden og kritisk journalistik højere end myndighedernes interesse i at retsforfølge journalister, der har bragt disse informationer til brug for den offentlige debat. I nærværende sag er rapporterne efterfølgende blevet offentliggjort af regeringen selv. Det er ikke identisk med den situation, hvor rapporterne allerede på tidspunktet for Berlingskes offentliggørelse var tilgængelige f.eks. på Internettet, men peger stadig i retning af, hensynet til national sikkerhed ikke er tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde straf.

Var jeg advokat for journalisterne ville jeg samle alle de rapporter, der måtte være lækket fra øvrige landes efterretningstjenester, navnlig den amerikanske og den britiske. Såfremt sådan lækket information er identisk eller meget lig den information, der er lækket fra FETs rapporter, hvilket er overvejende sandsynligt da FETs oplysninger om international terrorisme jo bestod af hvad amerikanere og briter besluttede at dele med FET, vil journalisterne kunne demonstrere, at de informationer Grevil lækkede, allerede var offentligt tilgængelige.

3. Selv en mild straf (såsom en symbolsk bøde) vil, jf. Stoll, potentielt indebære en krænkelse af artikel 10, hvilket understreger den vægt EMD lægger på ytringsfriheden, når det drejer sig om kritisk journalistik. Anklagemyndigheden vil således ikke kunne læne sig op ad proportionalitetsprincippet ved at påstå journalisterne idømt en mild straf (ligesom en evt. mild domsafsigelse ikke vil frikende en dansk domstol skulle sagen ende i Strasbourg).

EMDs afgørelser demonstrerer, at EMRK yder et vigtigt forsvar for journalister, der sidder med fortrolig viden, der har stor offentlig interesse, hvilket utvivlsomt var tilfældet med Irak-krigen og grundlaget for Danmarks deltagelse deri. Denne beskyttelse er utvivlsomt med til at formindske mulighederne for magtmisbrug og øge mulighederne for kritik af magthavere.

Endelig viser afgørelserne, at EMRK på visse punkter udvider de frihedsrettigheder der gælder her i landet, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem den kritik, der (ofte fra borgerligt hold) fremsættes af denne konvention. For meget af denne kritik er overfladisk og unuanceret og ignorerer de skelsættende afgørelser fra EMD, der har fasttømret klassiske borgerlige negative frihedsrettigheder. Det skal selvfølgelig ikke afholde kritikere fra at påpege når EMD er på vildspor, men ret skal være ret.